Makker-ordningen Sammen om Diabetes

Sammen om Diabetes er en makker-ordning, hvor du, der har type 2-diabetes, enten kan give eller få støtte til livet og hverdagen.

Makker-ordningen Sammen om Diabetes betyder, at du kan få en makker – eller blive makker, hvis du har diabetes. Her på siden kan du blive klogere på ordningen og hvad det vil sige at være diabetesmakker.

Få en diabetesmakker

Nogle udfordringer i hverdagen er så store, at det kan være svært at finde overskud til også at passe sin diabetes. Hvis du har det sådan, vil en frivillig diabetesmakker kunne give dig støtte til de ting, der fylder i livet for dig.

Du kan få en diabetesmakker, hvis du har type 2-diabetes og bor i Københavns Kommune. Din makker er frivillig og får ingen løn.

I mødes cirka hver 14. dag i omkring 6 måneder.

En diabetesmakker kan bl.a.:

  • Forberede dig på eller bisidde ved møder med lægen eller kommunen.
  • Handle ind eller lave mad sammen med dig.
  • Gå ture eller motionere med dig.
  • Hjælpe dig med at få læst og forstået breve fra kommunen eller hospitalet.
  • Hjælpe dig med at få booket tid hos fod- og øjenlægen.

Bliv diabetesmakker

Har du lyst til at gøre en forskel for en anden med diabetes, og har du selv overskud i din hverdag, kan du blive diabetesmakker.

Et makkerforløb varer omkring 6 måneder, hvor du og din makker mødes ca. hver 14. dag. Det er frivilligt at være diabetesmakker.  Vi holder løbende infoaftener hvor du kan høre mere.

Som diabetesmakker for en anden københavner med type 2-diabetes er du med til at skabe ro og tryghed i en svær hverdag.

Du kan for eksempel tage med til møder hos kommunen eller aftaler hos lægen. I kan også gå en tur, deltage i aktiviteter i din makkers lokalområde eller lave mad sammen.

Som diabetesmakker får du:

  • Et to-dages forberedelseskursus
  • Netværksmøder og sparring med andre diabetesmakkere
  • Supervision
  • Løbende personlig støtte i forløbet

Mere om Sammen om Diabetes

Om ordningen

Sammen om Diabetes er udviklet i et samarbejde mellem Center for Diabetes (Københavns Kommune), Københavns Universitet og Diabetesforeningen. Ordningen er skabt som et af flere resultater af samarbejdet mellem forskellige aktører under Cities Changing Diabetes Copenhagen (CCDC).

CCDC et globalt netværk og program initieret af Novo Nordisk i 2014. Programmets overordnede formål er at medvirke til at afdække årsager til den eksplosive stigning i type 2-diabetes, der er på verdensplan, samt iværksætte forebyggende tiltag.

Derudover vil erfaringerne fra ordningen deles mellem en række storbyer i verden, således at vi kan lære af hinandens udfordringer og erfaringer. Vi er sammen om diabetes - både nationalt og globalt.

Baggrund for ordningen

Hvert år bliver over 15.000 personer diagnosticeret med type 2-diabetes og alt tyder på, at antallet kun vil stige de kommende år. Mennesker, der lever med diabetes, er ofte meget alene med deres sygdom, og har selv ansvaret for at spise rigtigt og passe på sig selv. Selv om den professionelle indsats er vigtig, kan den ikke stå alene, når det drejer sig om at begrænse følgesygdomme ved at ændre vaner eller livsstil.

Nogle mennesker er mere udsatte for følgesygdomme end andre. Det gælder især dem, der bor alene, har kort uddannelse og ikke noget arbejde. De kommer ikke tidligt nok til lægen og har ofte andre udfordringer i deres hverdag, der gør, at de ikke tager ordentligt hånd om deres diabetes.

Vi skal sammen mindske den ulighed, der er inden for sundhed – og som også ses på diabetesområdet. Med Sammen om Diabetes kan vi støtte op om de mennesker, der står alene med deres type 2-diabetes, og vise omsorg for dem, der ikke har overskud til at tage ordentligt hånd om sig selv og deres sygdom.